Fire kvinder stjal parfume for 16.000 kr.
Kvindelig bande østtyve slog til, da der var søndagsåbent i Lyngby Storcenter
En bande på fire kvindelige butikstyve fra Østeuropa fandt det meget praktisk, at Lyngby Storcenter holdt søndagsåbent, for de benyttede lejligheden til at plyndre en butik for parfume til en samlet værdi af 16.000 kroner.
Det organiserede butikstyveri blev dog opdaget, og politiet anholdt kvinderne søndag klokken 13.20.
De fire kvinder på henholdsvis 23, 40, 43 og 52 år sad mandag formiddag på politistationen i Lyngby og ventede på at komme i grundlovsforhør.
"Der var tale om et omfattende, planlagt butikstyveri, hvor den ældste af kvinderne gik rundt i forretningen og udpegede de varer, de tre andre kvinder skulle stjæle," fortæller vicepolitikommissær Finn Duris, Nordsjællands Politi.
"Alle fire kvinder har navne, der klinger af Østeuropa. De to af kvinderne har danske personmnumre, og vi har koblet en serbisk tolk på sagen," siger vicepolitikommissæren.