Værtshusslagsmål koster garderhuen
Fire mænd fra Frederikssund blev dømt for vold. Det var offeret, der startede slagsmålet
En 20-årig mand fra Frederikssund nåede at være rigtig glad i 16 dage. 1. august startede han i Livgarden. Onsdag eftermiddag brast drømmen i retten i Hillerød. Det skete da den 20 årige sammen med tre kammerater, alle fra Frederikssund, blev dømt for vold i forbindelse med et værtshusslagsmål.
Den 20-årige kunne forlade retten som en fri mand. Han blev idømt 30 dages betinget fængsel for sin andel i værtshusslagsmålet. Men den forholdsvis milde straf var nok til at koste karrieren i livgarden.
"Min sergent har fortalt mig, at hvis jeg får en straf på 20 dage eller mere, uanset om det er betinget eller ej, så er det ud af forsvaret", fortalte den 20-årige domsmandsretten inden der blev afsagt dom i sagen.
En anden af de fire tiltalte, en 21-årig mand vurderede også, at han nok ville modtage en fyreseddel hvis han kom tilbage med en dom. Hans dom blev på 40 dages betinget fængsel. To andre kammerater, en 20-årig mand og en 21 årig modtog begge domme på 30 dages betinget fængsel.
Voldsepisoden, som de fire mænd var tiltalt for fandt sted en lørdag i april på bodegaen Sommerlyst i Frederikssund. Her blev en af stamgæsterne overfaldet og blandt andet slået med en flaske, så den gik itu. I den forbindelse var de fire unge fra Frederikssund tiltalt for at have begået grov vold.
Overfaldet blev fanget på en overvågningsvideo. Videoen viser tydeligt, hvordan en af stamgæsterne, tilsyneladende efter at være blevet trådt på foden, rejser sig op fra bordet og slår ud efter en af de unge, der står ved baren.
Herefter går det stærkt. I løbet af de næste tyve sekunder bliver manden slæbt hen til et bord, hvor han overdænges med slag, blandt andet med en flaske, der bliver knust, da den møder hans hovedbund.
Detaljerne i videoerne var ikke særligt tydelige, og det var nødvendigt for domsmandsretten at se den fire gange, før man synes, at man havde et overblik.
Selv om videoen ikke var så tydelig, var den væsentlig mere sigende end de vidner, der overværede eller var en del af slagsmålet. Forklaringerne var meget forskellige, men gennemgående var at de fleste, på grund af heftig druk kun kunne huske aftenen i glimt, hvis overhovedet.
Det mest observante vidne var den kvindelige bartender, der som den eneste var ædru. Hun kunne fortælle at det senere offer selv havde opført sig meget aggressivt. Hun så at en af de unge blev skubbet over mod bordet, hvor det senere offer sad. Han blev tilsyneladende trådt over foden.
"Undskyld, det var jo ikke med vilje", hørte hun nogen sige, inden slagsmålet brød løs.
Hun så også tydeligt at offeret blev slået med en flaske, så den blev knust.
"Jeg pillede selv glasskår ud af ham," fortalte hun i retten.
De fire unge var tiltalt for i fællesskab at have begået grov vold. Domsmandsretten valgte dog at dømme de tre af dem for almindelig vold, mens ham, der havde svunget flasken blev dømt for grov vold.
Dommene var forholdsvis milde, i forhold til hvordan vold normalt straffes. Det skyldtes at retten regnede de tiltaltes alder, deres personlige forhold, og det forhold at episoden fandt sted i et værtshusmiljø som formildende omstændigheder.
Det blev også regnet som en formildende omstændighed at episoden startede med at offeret slog en af de unge.