Bil med tre unge mænd knust mod elmast
En alvorlig bilulykke fandt lørdag aften sted på Ravnsnæsvej i Birkerød, oplyser Nordsjællands Politi
OPDATERET SØNDAG KLOKKEN 02.00 OG 11.00...
En alvorlig trafikulykke fandt lørdag aften ved 22.40-tiden sted på Ravnsnæsvej i Birkerød, hvor en personbil med tre personer ombord knustes mod en elmast, oplyser vagtchef Erik Pontoppidan fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Fører mistede herredømmet
Nordsjællands Politi blev klokken 22.44 alarmeret om ulykken via 1-1-2, og flere redningskøretøjer og politibetjente blev sendt til ulykkesstedet.
Politiet har endnu ikke et klart overblik over hændelsesforløbet, idet man stadig arbejder ude på stedet, men man har ihvertfald allerede sikret sig en blodprøve fra føreren, oplyser vagtchef Erik Pontoppidan.
"Vi har desuden rekvireret teknisk støtte og en bilinspektør, der skal finde ud af de nærmere omstændigheder ved ulykken," fortæller vagtchefen.
"Min udeleder er stadig på ulykkesstedet, og indtil han melder tilbage, kan jeg ikke sige noget om tilskadekomne eller fastklemte."
Opdatering klokken 02.00... Politiets indsatsleder Thomas Ratzlaff oplyser natten til søndag til Lokalavisen.dk, at ulykken skete, da den forulykkede bil af mærket Ford Escort i en blød venstrekurve overstyrede, kom ud i rabatten, og derefter ramte elmasten.
Sammenstødet med elmasten var meget voldsomt, og de tre unge mænd i bilen, der alle er fra lokalområdet blev fastklemt ved mødet med elmasten.
Bagsædepassageren kom lettere til skade, og blev kørt til behandling på en lokal skadestue, mens den 21-årige fører og forsædepassageren sad fastklemt i længere tid og fik alvorlige kvæstelser i form af indre blødninger.
Begge de alvorligt tilskadekomne unge mænd blev efter at være blevet skåret fri bragt til Rigshospitalets Traumecenter.
Opdatering klokken 11.00... Vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi oplyser søndag formiddag til Lokalavisen.dk, at det formentlig var for høj fart, der var årsag til lørdagens alvorlige trafikulykke i Birkerød.
"Vi har en mistanke om, at ulykken skyldtes alt for høj fart, hvilket vi kan se ud fra de opståede skader på den forulykkede bil," vurderer vagtchefen søndag overfor Lokalavisen.dk
"De to svært tilskadekomne har ifølge lægerne på Rigshospitalets Traumecenter desværre en meget dårlig prognose," oplyser han.
De tre personer i bilen var foruden den 21-årige fører af bilen, endnu en 21-årig mand samt deres 23-årige mandlige kammerat.