65-årige Egon kylede drengerøvere ud af butikken
Indehaveren af Torvets Vin og Tobak i Hillerød, Egon Smed, kastede tre unge røvere på porten - det er ikke første gang, han har undgået et røveri på den måde
Egon Smed var som så mange gange før ved at sætte ugeblade på hylderne lige inden for døren i Torvets Vin og Tobak i Hillerød, da morgenrutinen blev dramatisk afbrudt torsdag morgen.
Blot fem minutter efter at kiosken var åbnet klokken syv stormede tre teenageknægte ind ad døren på rad og række.
"De råbte og skreg at det var et røveri," fortæller den 65-årige indehaver.
"Jeg siger til dem, at de skal gå, men det gør de ikke. Så skubber jeg til den forreste, og de falder som dominobrikker ud af butikken."
Den hårdhændede fremfærd, der ifølge Egon Smed "nok ville have givet det røde kort, hvis det var en håndboldkamp", fik de tre røvere til at flygte. To af dem blev kort efter anholdt.
"Jeg kunne ikke se, hvor gamle de var, for de var klædt i sort, havde sorte huer på og tørklæder for ansigtet."
Det er ikke første gang, at Egon Smed har taget sagen i egen hånd. I marts sidste år smed han to knivbevæbnede røvere på porten.
"Dengang sagde politiet til mig, at det ikke var noget, man skulle gøre. Men man tænker ikke, når sådan noget sker", siger Egon Smed, der har drevet kiosken i 11 år.
"Bagefter er man noget urolig og tænker over, om det er ulejligheden værd at blive ved. Men på den anden side skal man ikke lave sit liv om på grund af sådan nogle uvorne unger."