Banket med knytnæve
En 57-årig kvinde fortryder nok, at hun påtalte en ung mands ulovlige parkering på en invalideplads, for den unge mand bad hende blande sig udenom og bankede en knytnæve i maven på hende.
Voldsepisoden udspillede sig torsdag ved 13-tiden på parkeringspladsen ved boghandleren i Holte Midtpunkt.
En 24-årig mand havde kastet sin bil ind på parkeringspladsen, da kvinden gjorde ham opmærksom på, at p-pladsen var forbeholdt handicapbiler.
"Det skal du ikke blande dig i," sagde den unge mand ifølge Nordsjællands Politi og pustede røg i ansigtet på kvinden. Derefter hamrede han en knytnæve i maven på kvinden.
Nordsjællands Politi anholdt efterfølgende den unge voldsmand, 24 år og fra Charlottenlund. Han er nu sigtet for vold og for at parkere på en p-plads, som er forbeholdt invalidebiler, oplyser Nordsjællands Politi.