To mænd alvorligt såret ved skyderi i Køge
KØGE: Midt- og Vestsjællands Politi fik natten til lørdag kl. 03.41 anmeldelse om skyderi fra Ringstedvej ud for Ørum-Hansens Vej i Køge.
Personer affyrede flere skud fra en bil mod en sort VW Passat stationcar, hvori sad to mænd på 22 år og 20 år.
De to mænd, der er fra Køge og Tureby, blev ramt af flere projektiler. De to mænd er begge indlagt på sygehus, og deres tilstand betegnes som kritisk.
Begge er i forvejen kendt af politiet i forbindelse med andre sager. Politiet mener, at der er tale om et personligt opgør.
Politiet efterlyser vidner, der har været i kvarteret omkring kl. 03.40, og som har bemærket biler eller andet, der kan relatere til sagen.
Politiet vil også meget gerne høre fra andre personer, der har hørt om skyderiet på en eller anden måde. Ring til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114.
Politiet kan ikke oplyse yderligere om sagen i øjeblikket.
pm