Sygeplejerske aflyste ambulance til hårdt kvæstet trafikoffer
Kvæstet motorcyklist måtte vente lang tid på at få hjælp - en sygeplejerske havde nemlig aflyst den ambulnce, der var på vej
Et hårdt såret trafikoffer måtte vente et kvarter ekstra på at få hjælp, fordi en sygeplejerske aflyste den ambulance, der var på vej til den ulykke, som manden havde været involveret i
Det skriver Beredskabsinfo.dk.
Den 1. maj overtog sygeplejersker opgaven med at vurdere 112-opkaldene i Region Hovedstaden, men godt en uge efter fandt situationen med den aflyste ambulance sted.
Ved en alvorlig motorcykelulykke i Albertslund havde en mand pådraget sig et tredobbelt og åbent brud på armen, og han var i store smerter. Den vagthavende sygeplejerske hos Region Hovedstaden aflyste imidlertid ambulancen, fordi hun troede, at der nok var andre, der havde ringet 112 – uden at hun dog undersøgte, om det rent faktisk var tilfældet.
Af dokumenter fra Region Hovedstaden, som BeredskabsInfo er i kommet besiddelse af, fremgår det, at det var en meget alvorlig ulykke, som beredskabschefen fra Albertslund – der var første mand på stedet – nåede frem til den 11. maj 2011.
Åbent brud
På Hedemarksvej i Albertslund var en motorcyklist forulykket med høj fart. Han havde efter ulykken været bevidstløs, og han havde pådraget sig et tredobbelt og åbent brud på armen. Ved beredskabschefens ankomst havde motorcyklisten store smerter og var meget urolig. En hjemmesygeplejerske var i gang med at yde førstehjælp, og hun oplyste, at der via 112 var blevet tilkaldt en ambulance.
Da ambulancen efter lang tid fortsat ikke var ankommet, bad beredskabschefen alarmcentralen om at rykke for ambulancen. Alarmcentralen kunne imidlertid oplyse, at Region Hovedstadens vagtcentral havde aflyst ambulancen – men at der nu ville blive afsendt både en ambulance og en lægebil.
På det tidspunkt var der gået 13 minutter siden det første 112-opkald.
En grim oplevelse
Ifølge dokumenterne fra Region Hovedstaden beskriver Albertslunds beredskabschef forløbet som ”en grim oplevelse, selv for en hærdet redningsmand”.
Ifølge de dokumenter fra Region Hovedstaden, som BeredskabsInfo er i besiddelse af, betegner vagtcentralens operative leder, Pernille Hvolbøl, det som "en uheldig situation" og tilføjer:
"Jeg beklager meget denne situation og de gener, den har medført for alle, ikke mindst den forulykkede."