Beboere chokerede efter dødstrusler
Henning Christensen haft svært ved at sove om natten, siden der i weekenden blev skrevet døstrusler på husmuren lige under hans vinduer
Beboerne i opgangen på Stolpehøj 36 i Gentofte er chokerede.
Ukendte gerningsmænd har i løbet af weekenden skrevet: "Vi slår dig ihjel. Du dør gamle mand. Vi hader dig alle i området. Du dør" på deres husmur.
Graffiti-hærværket har skræmt beboerne i opgangen - specielt de mandlige - fortæller Henning Christensen.
"Jeg har boet her i 61 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende," fortæller han til Lokalavisen.dk.
Truslerne går Henning Christensen så meget på, at han har haft svært ved at sove om natten de sidste par dage.
"Man ligger jo og tænker over det, og vi føler os alle sammen truet. Vi er ikke på kant med nogen, så det er et stort spørgsmål for os, hvem truslerne er rettet mod, og hvem der står bag," fortæller Henning Christensen, der håber, at det er et tilfælde eller en fejl, at dødstruslerne er blevet skrevet på husmuren lige under hans vinduer.
Graffiti-hærværket er blevet anmeldt til politiet, og hos Gentofte Ejendomsselskab, der varetager administrationen af Stolpehøj, tager man sitattionen meget alvorligt, fortæller driftschef Thomas Lund.
"Vi tager alle trusler om vold meget alvorligt, og vi har selvfølgelig politianmeldt graffiti-hærværket. Jeg ved også, at afdelingsbestyrelsen sendte et brev ud til beboerne i går, hvor de tager skarpt afstand fra det, der er blevet skrevet," siger Thomas Lund.