"Mission Impossible-tyve" stjal grillknive
Med stort besvær fik ukendte tyve fredag nat held til at stjæle: Forskellige grill-redskaber
Det var store anstrengelser, som et par endnu ukendte indbrudstyve fredag nat måtte gå igennem for at få held til at stjæle lidt forskellige grill-redskaber fra Imerco-isenkræmmeren i Espergærde Centeret, oplyser Nordsjællands Politi lørdag til Lokalavisen.dk
Firede sig ned fra taget
Indbrudstyvene havde tilsyneladende ladet sig voldsomt inspirere af de berømte "MISSION: IMPOSSIBLE" film, hvor den feterede amerikanske stjerne-skuespiller Tom Cruise spiller snedig hemmelig agent, da de forberedte indbruddet hos Imerco-isenkræmmeren i Espergærde Centeret.
Tyvene lod sig ihvertfald på ægte Tom Cruise-manér fire ned i butikslokalerne oppe fra taget, og brød derefter et par af butikkens indvendige skydedøre op.
Stjal grill-grej
Inde i Imerco-butikken forsynede indbrudstyvene tyvene sig med lidt forskellige grill-redskaber, hvorefter de forsvandt fra isenkræmmerens butik.
Indbruddet blev opdaget og anmeldt klokken 04.30 lørdag morgen, oplyser vagtchef Erik Skriver fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Så du tyvene kravle rundt på taget?
Har du set mistænkelige personer i nærheden af- eller ovenpå Imerco-butikken i Espergærde Centeret fredag nat, så hører Nordsjællands Politi gerne nærmere.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon: 114 eller på: 49 27 14 48