Politihund på luftetur opsnusede hash på forbipasserende
Politihund holdt ikke fri da den blev luftet og opsnusede hash på unge drenge
En politihund kunne ikke helt holde snuden i ro, da den torsdag var ude for at blive luftet lidt på Chr. Rasmussensvej i Helsingør, men fik pludseligt færten af hash hos tre tilfældige unge mænd, oplyser Nordsjællands Politi fredag.
Arbejdsivrig politihund med skarp snude
Politihunden blev torsdag aften ved 19-tiden luftet på Chr. Rasmussensvej, da de unge mænds dufte pludseligt kildrede (u-)lovligt meget i den arbejdsivrige politihunds snude, og den rendte over for at markere at noget var galt.
De tre ungersvende blev derfor bedt om at legitimere sig, hvilket ikke fik en 19-årig helsingoraner til at ryste i bukserne, idet han havde helt rent mel i posen.
Brugte hashfyldt buskort som id
Helt rent mel i posen havde en 18-årig mand fra Hornbæk til gengæld ikke.
Manden brugte sit buskort til at legitimere sig med overfor betjentene, men han havde åbenbart glemt, at han i buskortet havde gemt 1.5 gram hash.
Det fik den tredje unge mand til selv at bekende, og han indrømmede at være i besiddelse af en mindre hashmængde på 1.7 gram.
Får hver 1.000 kroner i bøde
Begge mænd blev sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, og får derfor en bøde i omegnen af 1.000 kroner.