Spritbilist nedlagde rækværk
42-årig mandlig spritbilist mistede herredømmet i et sving knaldede ind i hegn og stak af
En 42-årig mand fra Helsingør mistede lørdag aften herredømmet over sin bil, da han på Kronborg Ladegårdsvej i Helsingør ville foretage et venstresving, og endte i et hegn ved siden af vejen, hvorefter han stak af.
Indfanget af patrulje og vidne
Den 42-årige lokale mandlige bilist kom lørdag aften kort før klokken 20 kørende ad Gefionsvej, da han i et lyskryds ved Kronborg Ladegårdsvej skulle foretage et venstresving, hvorved han mistede herredømmet over bilen.
Bilen endte i et hegn ved siden af vejen, og tilsyneladende var det mandens dårlige samvittighed, der fik ham til at stikke af efter uheldet.
Uheldet blev dog set af et vidne, som klokken 19.55 alarmerede Nordsjællands Politi, og vidnet blev derefter kørt rundt i området af betjentene, og vidnet kunne kort efter udpege den flygtede bilist for politiet.
Anholdt sigtet og løsladt
Den 42-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for at have kørt spirituskørsel, hvorfor han blev taget med på skadestuen for at få udtaget en blodprøve, oplyser vagtchef Ulrik Lindén fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Manden kunne efter endt afhøring og blodtapning atter løslades, og han vil om kort tid modtage en bøde fra ordensmagten.