Politiet fangede vist 3-i-1
Biltyveri, indbrud i biler og indbrud i bolig kan måske kædes sammen
Da politiet lørdag formiddag fik fat i en biltyv i Lyngby ved Trustrup, har man under opklaringen fundet spor, der kæder gerningsmanden/mændene sammen med indbrud i biler på havnen i Grenaa og et indbrud på Sygehusvej i Grenaa.
Indbrud i biler og bolig
Anholt har mange sommergæster, og mange af dem parkerer bilen på havnen, inden de tager færgen. En del af dem fik sig en slem overraskelse, da de kom tilbage til deres bil. Gerningsmænd havde nemlig forsøgt at stjæle bilerne eller havde stjålet ting fra dem, hovedsagelig GPS'og og radioer.
Helle Edelbo, vicekommissær i Grenaa Politi fortæller, at det er sket natten til lørdag.
Samme nat ved to-tiden ringede en anmelder til politiet. Vedkommende kunne se tre hætteklædte personer læsse tyvekoster i en personbil, blandt andet et fladskærms-tv.
Ved middagstid fik politiet så en anmeldelse om indbrud på Sygehusvej i Grenaa. Der var blevet stjålet fladskærms-tv samt it-udstyr.
Fangst i Lyngby
Føljetonen fortsætter og får sin afslutning lørdag formiddag klokken 09.30. Der indløb anmeldelse om, at der ved Brugsen i Lyngby holdt en grøn Citroen med stjålne nummerplader. I bilen var der fem unge mennesker.
Politiet kørte derud, og da de unge mennesker opdagede politibilen, forsøgte de at køre fra den. Politiet fangede dem, og det viste sig, at føreren var frakendt førerretten. Det viste sig også, at denne havde kørt så mange gange i frakendelsestiden, så politiet konfiskerede hans bil.
I bilen fandt man gods, der kæder de unge sammen med indbruddet både på Sygehusvej og i bilerne på havnen natten til lørdag. Blandt andet fandt poliet en gps, som stammede fra én af bilerne.
"Politiet mener også at kunne kæde den eller de unge mennesker sammen med indbruddet på Sygehusvej. Politiet arbejder videre med sagen", fortæller Helle Edelbo.