Knallerttyveri førte til drabstrusler
17-årig fik betinget dom for at true mand på Facebook
En tvist om en knallert gjorde to unge mænd så meget til uvenner, at den ene forleden var i retten sigtet for at have truet den anden.
I Retten i Helsingør forklarede den 17-årige mand, at hans knallert i januar var blevet stjålet, og at han havde hørt, at den anden mand havde den. Det fik ham til at true den forurettede over Facebook med sætninger som "Vent og se, om du ikke er død inden for en måned" og "Ellers får du alle drenge fra Kokkedal efter dig". Den tiltalte mødte også op med en ven hos den anden, han mente havde stjålet knallerten.
Imidlertid er de blevet gode venner igen, forklarede han også. Det valgte dommeren at tage med i sine betragtninger sammen med den 17-åriges erkendelse af at have handlet forkert. Dommen blev derfor på 40 dages betinget fængsel og opsyn fra de sociale myndigheder.