Voldsom ulykke i Gørløse
Hovedvejen i Gørløse var fredag eftermiddag ramme om et sammenstød mellem en lastbil og en varebil
Dagen før den længe ventede omfartsvej skal indvies ved Gørløse blev vejen, den skal aflaste ramt af en voldsom ulykke.
Fredag klokken 13.03 ringede en lastbilchauffør 1-1-2. Han havde kort inden ramt en varebil fra madfirmaet
Årstiderne på Hovedvejen i Gørløse ved Hillerød. Varebilen kørte ud foran lastbilen fra Solvej.
"Da jeg kom ud til bilen lå han livløs og svarede ikke. Jeg har ganske vist lært førstehjælp, men jeg ville ikke trække ham ud af bilen", siger Jesper Pedersen, der førte ulykkeslastbilen.
Føreren af varebilen kom siden til bevidsthed, men havde en del skrammer og blev kørt til Hillerød Sygehus.
Lastbilchaufføren slap fysisk uden skader.
Vejen var delvist spærret i halvanden time efter ulykken.