Kvinde kæmpede imod udenlandsk røver
44-årig kvinde strittede imod og forsøgte at holde på sin pose, som mand rev fra hende
En 44-årig kvinde fik mandag ved middagstid frarøvet en pose med børnetøj.
Men det skete ikke uden modstand, for kvinden forsøgte at værge for sig og holde på sit, da hun blev overrasket af en udenlandsk mand, der nærmede sig bagfra.
Det skete på parkeringspladsen ved Kulturhuset i Skanderborg, hvor kvinden omkring klokken 12.40 - 13.00 opholdte sig med en postpakke og en Føtex pose med børnetøj.
Den bagfrakommende mand hev fat i posen og prøvede at tage pakken fra kvinden, som strittede imod, oplyser Skanderborg Lokalpoliti.
Hun mistede dog grebet om posen, da hun fik et skub, og manden forsvandt med posen med børnetøj i ukendt retning.
Lokalpolitiet har uden held kigget på overvågningsbilleder fra banken og brugsen for at se, om gerningsmanden skulle være derpå. Han beskrives som en udenlandsk mand, måske polak, tæt af bygning og cirka 170 centimeter høj.
Han har mørkt hår og havde en hvid t-shirt og blå vest på. Eventuelle vidner kan ringe til politiet på telefon 114.