Mand i hættetrøje forsøgte at lokke 13-årig pige
Politiet efterlyser vidner, der kan hjælpe med opklaring af grov sag
"Dine forældre har ringet. Jeg skal køre dig hjem!" Sådan lød en besked fra en mand i hættetrøje til en 13-årige pige fra Silkeborgegnen, da hun tirsdag eftermiddag mellem klokken 15.30 og 16 gik på Hammelvej cirka 50 meter øst for Anbækvej i Hammel.
Manden greb fat i pigens skulder, da han henvendte sig til hende.
Pigen gik i vestlig retning mod Anbækvej, og da pigen ikke ville efterkomme mandens henvendelse, tog han fat i begge hendes håndled og forsøgte at trække af med hende.
Vristet sig fri
Den 13-årige fik vristet sig fri og løb mod vest. Et stykke borte snublede hun og faldt, og da hun kiggede sig bagud, var manden væk.
Manden beskrives som 180-190 centimeter høj, almindelig af bygning og 20 til 30 år gammmel. Han var iført en mørk hættetrøje med lange ærmer. Hætten var snørret tæt til hovedet. Desuden har pigen forklaret, at han havde et mørkt tørklæde foran under-ansigtet, så man kun kunne se øjnene.
"Vi hører naturligvis meget gerne, hvis der er vidner, som har observeret et eller andet i går mellem kl. 15.30 og 16 ved Hammelvej og Anbækvej," siger landbetjent Jesper Poulsen fra landpolitiet i Hammel.
Han træffes på telefon 8696 1755 eller 114.