Ødelagt dæk skyld i harmonika-sammenstød
En enkelt person måtte en tur på skadestuen efter uheld på motorvejen onsdag
En 51-årig mandlig lastbilchauffør fra Nordjylland punkterede og mistede den såkaldte slidbane på det højre bagerste baghjul på sættevognen.
Uheldet skete onsdag morgen klokken 07.17 på Herningmotorvejen ved Harlev.
En 22-årig mand fra Brabrand forsøgte at undvige slidbanen, som lå på afkørselsrampen, men han skred ud, ramte autoværnet og væltede om på siden. Der skete ham dog ingenting.
Det var ikke det eneste, der skete. Uheldet havde nemlig givet kø på motorvejen, og en 44-årig mandlig bilist fra Beder opdagede ikke i tide, at der var kø, så han ramte bilen foran ham, og yderligere tre biler blev påkørt. Den 44-årige blev kørt på skadestuen til observation, oplyser Østjyllands Politi.
I forbindelse med uheldet skete der yderligere et uheld i det modsatte spor. Her bremsede en bilist op uden en bagfra kørende bilist opdagede det. Denne bilist påkørte den forankørende.
Politikommissær ved Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, oplyser, at der ikke skete nogle alvorlige personskader, kun materielle skader.