Institutionsleder til psykiater efter tvangsmæssig svindel
En leder af en daginstitution i Hillerød har fået betinget fængselsdom for at bruge løs af kommunens konto og snyde med kilometerpenge - hun har selv søgt behandling
En nu forhenværende leder af en integreret institution i Hillerød slipper for at komme bag tremmer, selv om hun forleden blev dømt for 32 tilfælde af underslæb samt fusk med sine kørepenge. Det skyldes blandt andet, at hun frivilligt er gået i psykiatrisk behandling for at komme sin trang til at begå underslæb til livs.
Snød efter seks dage
Den 60-årige kvinde blev ansat som institutionsleder i Hillerød Kommune 1. juni 2009. Allerede seks dage senere begik hun ifølge anklageskriftet det første tilfælde af underslæb. Det skete ved, at hun købte ind til privat brug på firmaets regning - og det gentog sig 32 gange, indtil hun blev afsløret 25. marts sidste år.
Snød med kørepenge
I alt begik hun underslæb for 17.463,89 kroner, har retten opgjort.
Kvinden erkendte i det store hele underslæbet og erkendte uforbeholdent, at hun i samme periode havde snydt med kørepenge i forbindelse med blandt andet møder og kurser. På den måde fik hun uberettiget 9507 kroner.
Kvinden fortalte ifølge rettens domsudskrift, at hun ikke vidste, hvorfor hun begik underslæb - og derfor havde opsøgt psykiater. Hun blev i 2004 straffet for noget tilsvarende med et års betinget fængsel.
Heller ikke denne gang skal hun altså bag tremmer - men fik fire måneder betinget fængsel og 50 timers samfundstjeneste. Hun skal også betale sagens omkostninger - men har tilbagebetalt de frasvindlede penge til Hillerød Kommune.