Ung mand skrev falsk recept til ven på sin fars receptblok
En 19-årig mand ville hjælpe sin barndomsven med at få medicin mod psykiske problemer
Man skal passe på med vennetjenester. Det må en 19-årig mand fra Hillerød erkende, efter at han forleden fik en betinget fængselsdom ved retten i Hillerød. Ved samme lejlighed fik hans 21-årige ven en tilsvarende dom.
Vennetjenesten var nemlig alt andet end lovlig. Den 21-årige klagede over psykiske problemer, og havde problemer med at få sin læge til at udskrive en recept på det stærkt vanedannende beroligende middel Clonazepam. Derfor gik han til sin 19-årige barndomsven og bad ham hjælpe sig.
Den 19-åriges far er tandlæge, og den 19-årige forsynede sig med en af faderens recepter - uden dennes vidne. Herefter udskrev han medicinen og 21. december henvendte den 21-årige sig på Krone Apotek i Helsingørsgade. Apotekeren fattede dog mistanke, og ifølge retsudskriften fra sagen ringede apotekereren derfor til den 21-årige, der havde skrevet sit eget telefonnummer på recepten.
Han blev afkrævet et lægenummer, og da han sagde, at han ikke havde sådan et, klappede fælden.
Ingen af de to unge mænd er tidligere straffet - men har nu fået en anmærkning på straffeattesten for dokumentfalsk. De slipper dog for at afsone dommen på 40 dages fængsel, hvis de holder sig fra kriminalitet fremover, passer deres aftaler med Kriminalforsorgen og om nødvendigt undergiver sig behandling for misbrug.