Hallo, hvad laver du med min nummerplade?
Mand i bar overkrop var ved at pille nummerpladerne af personbil, fordi "der ikke var betalt vægtafgift"
En kvinde blev noget overrasket, da hun så, at en mand i bar overkrop var ved at pille den forreste nummerplade af hendes bil på Vester Allé i Hørning.
Kvinden gik ud og spurgte manden, hvad han havde gang i, og han svarede, at hun ikke havde betalt vægtafgift. Han fortsatte med at pille den bagerste nummerplade af, men smed nummerpladerne fra sig, da en medgerningsmand råbte til ham. De kørte derefter væk igen i en mørkegrøn Opel.
Manden, der pillede nummerpladerne af, beskrives som en mørklødet mand på 35-40 år, 180 - 190 centimeter høj med tætklippet mørkt hår. Han var i bar overkrop og havde kun mørke shorts på. Den anden mand, der sad i bilen, beskrives ligeledes som mørklødet med en lyseblå t-shirt.
Tyveriforsøget skete mandag klokken 17.53, og knap en halv time senere bemærkede ansatte på Lokalcenter Præstehaven i Hørning to personer, der meget vel kunne være de samme.
De kom kørende i en Opel Astra og kørte ind i en åben garage ved lokalcentret, hvor de monterede en nummerplade, DG 51 662, på bilen med elastikker.
Begge mænd beskrives som indvandrere i bar overkrop, så det kan meget vel tænkes at være de samme, der var ved at stjæle kvindens nummerplade, oplyser Skanderborg Lokalpoliti.