'Jeg tænker på ham hver eneste dag'

For 26 år siden blev Arne Folmer Daugbjerg myrdet i Frederikssund. Ingen er dømt for drabet

Artiklens øverste billede
Det er 26 år siden, Arne Folmer Daugbjergs datter Pia blev vækket med en besked om, at han var blevet dræbt. Mordet har plaget hende hver dag lige siden

Det er 1985. Danmark har et af verdens bedste fodboldhold. Den kolde krig er virkelighed og overskæg, pastel-farver og perma-krøl hitter på verdensplan.
I Frederikssund er klokken omkring 01 den 24. august. Arne Folmer Daugbjerg har sluttet en glad dag efter en familiefest af med et par øl på værtshuset Postgården, og nu er han på vej hjem.
Men 59-årige Arne Folmer Daugbjerg når aldrig frem til hustruen på Birkevænget.
Den lille vellidte portør og sygetransport-chauffør tager sit sidste åndedrag ved bowlinghallen og Tæppeland på hjørnet af Kochsvej og Willumsensvej.
Da han dør, har han skader, der vidner om en brutal død.
De stjerneformede mærker i ansigtet tyder på, at han har fået mindst ti spark - eller mere sandsynligt: Slag med en knytnæve, hvorpå der har siddet enten en ring eller et knojern.
Det er de voldsomme slag, der fremkalder dén blødning i hjernen, som han dør af. Desuden er han blevet kværket, viser obduktionsrapporten.
To timer senere ringer telefonen hos Arne Folmer Daugbjergs datter og svigersøn.
"Min mand var Falck-mand, så vi regnede med, at der var sket noget, så han var nødt til at komme på arbejde. Men da han tager telefonen, kigger han på mig og bliver helt hvid i ansigtet. Så ved jeg, der er sket noget. Og af en eller anden grund er jeg sikker på, at det er min far. Og jeg begynder at græde og skrige, mens jeg får at vide, at han er død," fortæller datteren Pia.

Fars pige

Hun havde altid været 'fars pige':
"Jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor han var sur. Jeg fik nogle gange lov til at køre med, når han skulle køre en sygetransport, der ikke var så alvorlig. Så sad vi og snakkede, og jeg kunne altid ringe til ham. Altid! Og alle i byen vidste, hvem han var, og børnene var vilde med ham. Jeg kan huske, hvordan han slog græs på en havetraktor, hvor de små børn havde fået lov til at sidde på ladet. Og han blev bedstefar første gang, kom han nogle gange forbi bare for at spørge, om hans barnebarn kunne lege. Det var sådan, han var. "
Drabet på faderen trækker tæppet væk under Pia, der på det tidspunkt er 25 år og mor til en datter på to år.
Hun bliver sygemeldt fra jobbet i hjemmeplejen:
"Og da jeg vender tilbage, spørger alle jo, hvordan det går, og kommenterer sagen. For mange af de gamle kendte jo far - både fra sygehuset, hvor han var portør og som chauffør på sygetransporterne. Jeg ved godt, der ikke var noget ondt i det. Men jeg kunne ikke klare det på det tidspunkt."
Derfor fulgte en ny periode som sygemeldt, med psykolog-samtaler og beroligende medicin.

Arne Folmer Daubjerg dyster mod datteren i minigolf på en ferie i Jylland.

Uopklaret

Fra sidelinien kan familien følge politiets opklaringsarbejde i sagen.
De ved, at en mand bliver anholdt, fængslet og senere tiltalt for drabet.
Men ligesom politiets rejsehold havde rådet familien til ikke at se Arne Folmer Daubjergs lig, havde de også rådet dem til at blive væk fra den månedlange retssag, der fulgte i slutningen af 1986.
Derfor var de ikke tilstede, da et nævningeting i Østre Landsret forkastede både anklagemyndighedens og retsformandens opfattelse af, at manden var skyldig.
Til gengæld kan Pia i perioden efter se manden, der var tiltalt for drabet, rundt omkring i Frederikssund.
Og det piner hende. Også i dag.
"Jeg tænker fandeme på min far hver eneste dag. Og jeg skælder ham ud over, at han lige skulle ned og have dén øl. Jeg ved ikke, om det vil lette et eller andet for mig, og om jeg vil blive bedre til at tackle det, for min far kommer jo aldrig tilbage. Men at jeg aldrig nogensinde fik sagt farvel til ham, og at retfærdigheden - uanset hvem gerningsmanden er - ikke er sket, det piner mig. Jeg vil så gerne have, at jeg en dag kan sige til ham, at nu er det afsluttet."
Det piner også Pia, at det måske kunne have været anderledes.
For da vagthavende betjent kl. 05.15 bliver træt af at vente på, at kriminalpolitiet rykker ud og anholder en mistænkt, sender han selv to mand afsted til Heimdalsvej for at hente den mistænkte ind på stationen.
Hans familie oplyser dog, at han ikke er hjemme, og de to betjente forlader stedet igen, fordi de stoler på familiens udsagn. Lejligheden ransages ikke.
Halvandet år senere skal det vise sig, at dén beslutning kan have været en kraftigt medvirkende årsag til, at den mistænkte og tiltalte ender med at blive frifundet i Østre Landsret.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.