Dopet bilist stjal nummerplader
25-årig mand på kokain stjal nummerplader, fordi han ikke havde fået betalt sin egen vægtafgift
Politiet modtog torsdag klokken 19.10 en anmeldelse om, at der var ved at blive stjålet et sæt nummerplader på pendlerpladsen ved McDonalds i Stilling lidt nord for Skanderborg.
Ordensmagten kørte straks til stedet, men da var tyvene kørt væk i en lille sort Peugeot, som de stjålne nummerplader var sat på.
Lidt senere, klokken 19.35, på Århusvej i Hørning fik politiet øje på den sorte Peugeot på Århusvej i Hørning, hvor man fik den standset.
"Føreren var en 25-årig mand fra Odder, som var tydeligt påvirket af euforiserende stoffer. Han sagde selv, at han havde taget kokain," fortæller vicepolitikommissær Jens Pedersen, Skanderborg Lokalpoliti.
Den narkopåvirkede bilist "undskyldte" tyveriet af nummerpladerne med, at han ikke havde betalt sin vægtafgigt på bilen. Hvilket i øvrigt er rigtigt nok, har lokalpolitiet senere erfaret.
Den 25-årige mand fra Odder, der havde selskab i bilen af tre andre unge mænd fra Odder, bliver sigtet for tyveri af nummerpladerne samt narkokørsel. Nummerpladerne er leveret tilbage til den rette ejer.