Hærværksmænd har lavet reklame for hashhandel
Graffiti i Gellerup reklamerer for hashhandel
På Edwin Rahrs Vej 8 i Gellerup er en gavl til én af boligblokkene blevet til en reklame for hashhandel.
På gavlen er der blevet skrevet: "Fuck politi. Hash her. 2 gram 100 kr. 10 gram 500 kr."
På gavlen står også: "Hash og kokain - pansersvin".
Edwin Rahrs Vej og området omkring Bazar Vest er i forvejen kendt som pusherstreet.
Hos Brabrand Boligforening lyder kommentaren fra direktør Torben Overgaard, at graffitien skal væk.
"Politikken er, at hvis vi ser graffiti, skal den fjernes samme dag. For er der graffiti et sted, så lægger det op til, at alle andre kan lave graffiti. Og den eneste grund til, at den endnu ikke er blevet fjernet, er, at det har været ferietid", siger han.
Til det faktum, at graffitien på gavlen er en reklame for hashhandel, siger Torben Overgaard.
"Graffiti er graffiti, hvad enten der sker det ene eller det andet. Om, der handles med hash, er en politiopgave", siger han.
Jens Espensen, der er leder af Lokalpolitiet i Gellerup, siger, at det er velkendt, at der bliver handlet med hash i området omkring Edwin Rahrs Vej.
"Vi lader os dog ikke provokere. Selvfølgelig er det bekymrende, at hashhandlerne ligefrem er begyndt at reklamere for det. Men alle ved, hvad der foregår. Og får vi fat i gerningsmændene vil de blive sigtet for hærværk", siger han.