Sigtet for uagtsomt manddrab på kone og barn
Lars Dietrichsen, restauratør og tv-kok, er dobbelt ramt midt i sorgen over at have mistet både hustruen Sanne og den 5-årige søn Valdemar ved trafikulykke i Tyskland
Lars Dietrichsen, restauratør og tv-kok sigtes af tysk politi for at være ansvarlig for sin kones og sin søns død, uagtsomt manddrab, i trafikulykken i Tyskland. Dermed er han dobbelt ramt midt i sin sorg over at have mistet både hustruen Sanne og den 5-årige søn Valdemar ved ulykken syd for Kassel.
Det skriver Roskilde Avis.
Overfor sin familie, der har besøgt ham på hospitalet i Kassel, har han bestemt afvist at være skyld i ulykken, mens han ikke har ønsket at udtale sig til det tyske politi.
Familien Dietrichsen var på vej hjem fra deres nye restaurant, Auberge de Tourrette i den provencalske bjergby, Tourrettes-sur-Loup. Familien havde overnattet i Tyskland og havde kun kørt i en halv time, da ulykken skete.
Lars Dietrichsen var et stort cykeltalent i ungdomsårene, og venner inden for cykelsporten som Brian Holm og Michael 'Kyllingen' Rasmussen er dybt berørt over vennens familietragedie.
På Klostermarksskolen i Roskilde sørger lærere og elever også. Her var kokkens hustru, den 35-årige Sanne, lærer, før hun og familien for et par år siden valgte at prøve lykken som hotelejere i det sydfranske, skriver bt.dk.
Skoleleder Ib G. Christiansen kalder i sit mindeord Sanne Høstrup Dietrichsen for 'et hjertevarmt menneske' og 'en fantastisk kollega'.
Sanne havde taget orlov fra skolen, men skolelederen skriver, de allerede så frem til, at hun skulle vende tilbage og blive en del af lærerkollegiet ved skoleårets start næste år.
"Sådan blev det ikke, og vi har nu kun minderne at tænke tilbage på. Det er med varme tanker, at vi husker på en kompetent og ansvarlig lærer, som tog del i elevernes hverdag. Vi vil huske Sanne med det åbne og lyse sind – også selv om vi ikke fremover vil høre Sannes milde latter eller møde hendes glade smil," lyder det fra skolelederen.
Lars Dietrichsen er kendt for sin restaurant-virksomhed og fra Gourmet Bryggeriet, som siden er solgt til Harboe. I en periode var han fast tv-kok i tv-programmet Go' Morgen Danmark.
Ifølge bt.dk blev Lars Dietrichsen og datteren Mathilde i weekenden udskrevet fra de tyske hospitaler, de var indlagt på. De er begge tilbage i Danmark.