Vandaler jagtet gennem rosenbed
Nordsjællands Politi fik natten til onsdag fat i to unge hærværksmænd, der lige havde smadret et busskur på Ellegårdsvej
Om det var irritation over manglende busforbindelse vides ikke, men to unge mænd blev i hvert fald overmandet af en enorm ødelæggertrang natten til onsdag på Ellegårdsvej. Og det gik ud over et busskur.
En beboer hørte det kæmpe rabalder fra gaden, da glasset i skuret smadrede, og alarmerede politiet kl. 02.42. Da de unge vandaler så politiet nærme sig, spænede de alt, hvad de kunne. Men politiet, der kom med en hundepatrulje, havde ikke til sinde at lade dem slippe væk, så de satte også i fuldt firspring.
Jagten gik via adskillige haver, over diverse plankeværk, gennem rosenbede med torne, før politiet til sidst kunne anholde de to unge ved Statoil-tanken på Kildegårds Plads, oplyser vicepolitikommissær Carl Johan Karkov fra Nordsjællands Politi.
De to forpustede og også temmeligt spirituspåvirkede vandaler var en 16-årig mand fra Gentofte og en 20-årig mand fra Hellerup. De blev anholdt, afhørt og løsladt igen kl. 7, efter at de havde erkendt sig skyldige.