Mand tissede i hæk - truet med jagtgevær
49-årig mand fra Skanderborg sigtes for en lidt for robust vejledning af festivalgæst fra Struer
At der er et festivaltoilet for hver 40 gæster på Smukfest er ikke nok til at dæmme op for problemer, og torsdag eftermiddag fik en beboer på Horsensvej i Skanderborg nok.
Da han så en mand stå og tisse i hækken ud mod vejen, tog han sit jagtgevær for at skræmme manden væk, og skræmt blev den 47-årige tissetrængende mand fra Struer. Så skræmt at den 49-årige "jæger" røg en tur på politistationen.
Selv om der i følge Skanderborg Politi ikke var patroner i geværet, sigtes geværmanden nu både for overtrædelse af våbenloven og for trusler.
Han blev løsladt efter afhøring.