Fire unge i stjålen bil på vild flugt fra politiet i Århus tidligt i morges
Politiet måtte jagte biltyvene, der var i alderen 17 til 22 år, gennem den nordlige og vestlige del af Århus
Fire unge i en Citröen, der blev stjålet søndag på Skejbytoften, legede tidligt i morges kispus med politiet i en biljagt, der strakte sig gennem hele den vestlige og nordlige del af Århus.
Østjyllands Politi satte med en hundepatrulje klokken 3.50 efter bilen på Åby Ringvej. Herefter gik jagten ad Randersvej, Risdalsvej, Grenåvej, Vejlby Ringvej, Vestre Strand Alle, Herredsvej og Marienlystvej til Rydevænget i Hasle, hvor gerningsmændene opgav flugten.
To af de unge blev anholdt i bilen, mens to flygtede fra stedet.
Den ene blev hurtigt løbet op og overmandet af en politimand, mens den anden havde søgt tilflugt i en nærliggende lejlighed, hvor han blev anholdt.
De anholdte er i alderen fra 17 til 22 år, og de blev anholdt henholdsvis klokken 4.00 og klokken 4.10.