Brudgom anholdt på bryllupsnat
Familiedrama på stille villavej i nordsjælland
Hvad der burde have været en lykkelig familiebegivenhed udviklede sig istedet til en tragedie.
Nordsjællands Politi blev ved 20-tiden fredag aften ringet op af en bekymret mor fra Jylland.
Moderen fortalte politiet, at hun var meget urolig for sin 11-årige datter, som var på besøg hos sin far i en lille nordsjællandsk havneby.
Politiet blev alarmeret af moderen, fordi hun mente, at datteren var blevet udsat for omsorgssvigt af sin far, som tilsyneladende havde drukket tæt.
Da politiet ankom til mandens bopæl på en villavej i Snekkersten, viste det sig, at den 40-årige mand, samme dag var blevet viet til sin et år yngre brud.
Vagtchefen ved Nordsjællands politi oplyser til lokalavisen.dk, at manden var kraftigt påvirket af alkohol, så da han åbnede døren for betjentene, kunne han ganske enkelt ikke se, hvor mange der stod foran ham.
Patruljen fandt det under de givne omstændigheder nødvendigt, at tjekke om de to piger nu også havde det godt, så de spurgte ind til mandens datter.
De fik så at vide, at hun var lukket inde på sit værelse, sammen med datteren til mandens nye kone.
Da betjentene kommer ind i huset, lægger de øjeblikkeligt mærke til, at man kan høre begge pigerne græde.
Så betjentene handler efter det såkaldte Nødrets-begreb, hvor hensynet til pigernes tarv, vejer tungere end forældrenes behov.
Rent praktisk betød det, at betjentene valgte, at tage de to grædende piger med på politigården i Helsingør, hvorfra man tog kontakt til Helsingør Kommune, som nu har fået overdraget sagen om de omsorgssvigtede piger.
Men sagen slutter ikke her
!
Kort tid efter ruller der nemlig en bil op på pladsen foran politigården og med den berusede brudgom siddende bag rattet.
Vagtchef Erik Skriver fra Nordsjællands Politi, siger til lokalavisen.dk, at: "Det er ofte tilfældet med spirituspåvirkede personer, at de vil diskutere i en uendelighed med politiet for at få sat tingene på plads."
Men da manden er kommet kørende til politigården i egen bil og er blevet set af tre betjente, ender han med at få udtaget en blodprøve og ryge i detentionen, istedet for at tilbringe bryllupsnatten sammen med sin nye kone.
Den omtågede brudgom, som blev løsladt lørdag formiddag efter at have tilbragt natten i kachotten, kan nu se frem til at få flere ubehagelige sager på halsen efter en stormfuld start på sit nye og indtil nu jomfruelige ægteskab.