Betjente trak pistoler mod indbrudstyve
Bulgarske indbrudstyve anholdt efter at have stukket betjent med skruetrækker
Et simpelt indbrud udviklede sig onsdag formiddag dramatisk, da to bulgarske indbrudstyve blev overrasket af en husejer, mens de var i gang med at bryde ind i hans hjem på Erik Gudmandsvej i Ålsgårde.
Den ene indbrudstyv stak ud efter husejeren, der ifølge Lokalavisen.dk's oplysninger er politibetjent, med en skruetrækker og ramte ham. Ifølge pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi kom han dog ikke alvorligt til skade.
Efter skruetrækker-overfaldet flygtede de to indbrudstyve i en blå Peugeot 206, og en større politistyrke blev sat ind i jagten på dem. Kort efter spottede en patruljevogn bilen på Skindersøvej i udkanten af Ålsgårde, og med trukne pistoler fik betjentene de to mænd ud af bilen og lagt dem i håndjern.
De to bulgarske mænd fremstilles i grundlovsforhør torsdag, oplyser Henrik Suhr. Han vil dog hverken bekræfte eller afkræfte, at husejeren er politibetjent.