Bilsammenstød, tre udbrændte biler og masser at indbrud
Kl. 02.40 Ved et indbrud på en campingplads i Ugelbølle blev der stjålet en kasseindsats med mønter.
Kl. 04.00 Indbrud i Dagli'Brugsen i Vrinners. En dør er brudt op, og alt er gennemrodet. Tyveriet er endnu ikke opgjort.
Kl. 04.30 Indbrud i Dagli'Brugsen i Kongsgårde, hvor der blev stjålet skrabelodder og en pengekasse med mønter.
Kl. 04.48 Indbrud i Restaurant Skovmøllen i Lyngsbæk. På stedet fandt man fodaftryk svarende til nogen som blev fundet på campingpladsen i Ugelbølle (kl. 02.40).
Kl. 04.50 Indbrud i Mols Super i Lyngsbæk. På vej væk fra stedet påkørte to personer i en Toyota Carina en anden bil.
Desuden har der i samme periode været indbrud i Gl. Løgten Strandkro og Molskroen.
Kl. 06.15 får politiet en anmeldelse om, at der netop er sat ild til to biler på Sønderholmvej ved Krajbjerg.
To personer er stukket af i en kassevogn som politiet får nummeret på.
Den ene af de to brændende biler er den, som kl. 04.50 påkørte en anden bil i forbindelse med indbruddet i Mols Super.
Kl. 10 er føreren af den forsvundne kassevogn i Nærkiosken i Hornslet, og politiet ved nu, hvem han er - men har endnu ikke fået fat i ham.
Kl. 15.45 kaldes politiet til Egsmark, hvor der er sat ild til kassevognen, der viser sig at være stjålet.
Tre gerningsmænd blev set køre fra stedet i en hvid Toyota Corolla.
De beskrives som:
A: Mand, iført hvid kasket, lys/beige dynejakke med pelskrave, lys trøje og mørke bukser
B: Mand, iført sort kasket, sort pilotjakke, lys hættetrøje og mørke bukser
C: Mand, iført omvendt sort kasket, mørk jakke, lys trøje med mørkt mønster og slidte blå bukser.
Eventuelle oplysninger til Østjyllands Politi på tlf. 8731 1448.