Bombetrussel mod Bruun's Galleri i Århus
Butikkerne var lukket, men biografgængerne i Cinemaxx måtte i aftes evakueres efter bombetrussel mod Bruun's Galleri
Indkøbscentret Bruuns Galleri ved Århus Hovedbanegård blev onsdag aften evakueret, fordi personalet fandt en seddel, hvor der stod, at en bombe ville eksplodere kl. 20.05. Det skriver jp.dk.
Centerbutikkerne var lukket, men biografgængerne i Cinemaxx fik over højtalerne besked på at forlade stedet, hvilket man gjorde stille og roligt, fortæller en biografgænger til jp.dk.
Politiet blev alarmeret om bombetruslen omkring kl. 20 og undersøgte centret med bombehunde. Truslen viste sig at være falsk alarm, og kl. 22.30 blev afspærringen af centret ophævet.
"Nu skal vi efterforske, blandt andet ved hjælp af videoovervårgning og vidneforklaringer," sagde vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg, onsdag aften til jp.dk.
Lokalavisen har talt med en af biografgængerne, der var inde at se Avatar i biografen i Bruun's Galleri, da de blev bedt om at forlade indkøbscentret. Hun har siden ringet til Cinemaxx, der har tilbudt fribilletter til en ny forestilling.