Fulde mænd skabte uro på hospital
To drukkammerater lavede ballade på Hillerød Hospital
To berusede mænd i 40-års alderen skabte ved midnatstid fredag aften, en del tumult og utryghed i modtagelsen på Hillerød Hospital, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi til lokalavisen.dk
De to berusede mænd havde af uopklarede grunde, taget ophold på hospitalet og på grund af deres indbyrdes uenighed, som havde medført en temmelig højrøstet diskussion mellem de to mænd, begyndte både patienter og personale at føle sig utrygge ved deres tilstedeværelse.
Nordsjællands Politi blev derfor tilkaldt 00.15, men endnu før den tilkaldte patrulje nåede frem til hospitalets modtagelse, havde de to mænd istedet gjort fælles front mod de øvrige tilstedeværende, som de chikanerede.
Da betjentene bad de to mænd om at dæmpe sig og forlade stedet, blev særligt den ene af dem, en 42-årig mand fra Helsinge, så ophidset over marchordren fra betjentene, at han udslyngede flere ukvemsord mod ordensmagten, hvilket resulterede i, at manden blev anholdt og anbragt i detentionen til afkøling.
Den anden mand havde derimod efterkommet politiets anmodning om at forlade stedet og undgik således at blive taget med på stationen, som det skete for hans kammesjuk.
Den anholdte mand er senere blevet løsladt igen, forlyder det fra Nordsjællands Politi.