Hel boligblok evakueret ved brand
En beboer måtte reddes ud med stigevogn, da der onsdag aften gik ild i en lejlighed i Hillerød
Beboerne i en hel boligblok måtte evakueres, da der onsdag aften opstod en brand i en lejlighed på Slangerupgade 14 i Hillerød.
Branden opstod omkring klokken 20.30 i en lejlighed på 1. sal, og da brandvæsenet nåede frem, havde flammerne allerede fået godt fat.
En Falck-redder, der bor under den lejlighed, hvor branden opstod, havde ellers gjort en heroisk indsats for at slukke den.
"Han sparkede døren ind til lejligheden, da han fandt ud af, at det brændte. Han nåede da også at tømme et par pulverslukkere, men det var altså ikke nok til at slukke branden," fortæller Falcks indsatsleder Morten Pontoppidan.
Reddet ud med stigevogn
Samtlige beboere i boligblokken blev evakueret, og Falck måtte tage en af deres stigevogne i brug for at redde en af beboerne, der var blevet fanget i sin lejlighed på 2. sal, ud.
"Han kunne ikke komme ud af sin lejlighed på grund af den kraftige røgudvikling i hele opgangen, og vi måtte redde ham ud ved hjælp af vores stigevong, som vi satte op til hans altan," siger Morten Pontoppidan.
Der var ingen hjemme i lejligheden, da branden opstod, og der var heldigvis ingen personer, der kom til skade ved branden. En hund måtte dog køres en tur til dyrlægen til kontrol for røgforgiftning.
Omfattende brandskader
Hverken brandvæsenet eller politiet kan på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan branden er opstået, men den er startet i lejlighedens køkken, oplyser Morten Pontoppidan.
Den lejlighed, hvor branden opstod, fik voldsomme brandskader, og de omkringliggende lejligheder fik både røg- og sodskader.