Drenge fra Risskov og Grenå lokket til sex
28-årig mand tiltalt for at have krænket mindst 25 drenge via det populære computerspil World of Warcraft
En 28-årig mand er tiltalt for at have krænket mindst 25 drenge via det populære computerspil World of Warcraft. Heriblandt drenge fra Risskov og Grenaa, skriver Århus Stiftstidende.
Ifølge avisen er politiet efter flere års efterforskning om få dage klar til at føre en usædvanlig sag mod en mand, der er tiltalt for at stå bag utallige krænkelser på mindreårige drenge.
Blandt de mange ofre er to drenge fra Tarm i Vestjylland samt tre andre drenge fra henholdsvis Grenaa, Risskov og Tjele ved Viborg.
Den 28-årige mand formåede at få mindst 25 drenge til at sende seksuelle billeder eller filmklip af sig selv.
Nogle af drengene mødte manden i virkeligheden for at modtage gaver i form af blandt andet webkameraer.
Det foregik i perioden fra starten af 2004 og frem til oktober 2006, hvor manden blev afsløret.