Politiet lukker sag om dyremishandling
Der er slet ikke tale om mishandling men om uheld, vurderer ordensmagten
Politiet har lukket sagsmappen om den sorte labrador Montoya, der på pinefuld vis mistede livet i Frederikssund i oktober. Hunden er tilsyneladende blevet slæbt efter en bil eller en knallert, så pels, hud, kød og knogler blev slidt af - og efterfølgende døde hunden på dyrehospitalet. Men efter at have afhørt flere personer i sagen, vurderer politiet nu, at den smertefulde død skyldes et uheld.
"Vi har haft nogen til at kigge nærmere på hundens skader. Umiddelbart lød det som om den var mishandlet, men hvis den var blevet slæbt efter en bil, så ville den have haft andre skader," siger Gunnar Rasmussen, der har efterforsket sagen i Nordsjællands Politi.
Ud fra sine oplysninger vurderer han, at hun ved et uheld er kommet til at hænge fast under en bil og derved fået de frygtelige skader på bagbenenes forside.
"Hvis hunden var blevet hægtet i krogen eller spændt efter en knallert, som man kunne frygte, ville den have trillet rundt og derfor have fået skader hele vejen rundt. Derfor tror vi, at hunden er blevet påkørt under frit løb. Men det er jo grimt nok i sig selv," siger Gunnar Rasmussen.
"Vi har talt med over fem vidner i sagen, og der er ikke noget der peger på yderligere spor, eller hvilken bil eller personer, der skulle være indblandet," siger han.
Han har derfor ingen grund til at tro, at der løber en eller flere dyremishandlere rundt i Frederikssund og omegn.
Siden Montoyas sag den 23. oktober har Gunnar Rasmussen ikke fået flere anmeldelse om lignende sager. Tidligere i 2009 har der dog været to andre tilfælde af mulig dyremishandling i Frederikssund-området, da katten Hektor i september blev flået levende efter at have fået et snit langs rygsøjlen fra forben til bagben og da New Foundlænderen Nana i marts fik skåret snuden halvt af.