Endnu flere anmeldelser af manden i den orange pickup
Efter gårsdagens artikel om at to kvinder i flere tilfælde er blevet forulempet af en mand på Hadbjergvej i Hadsten, så er der indkommet endnu flere anmeldelser fra kvinder der har mødt den samme mand på deres vej. Anmelderne er typisk kvinder der løber i området omkring Hadbjergvej, Randersvej og Bramstrupvej i Hadsten. Lige nu er antallet af forulempede kvinder oppe på fire kvinder der i alt har anmeldt otte tilfælde hvor manden har kontaktet dem, eller forsøgt at holde dem fast. Episoderne er sket mellem 11. november og frem til 4. januar. Politiet i Hadsten hører gerne nærmere fra evt. vidner på 86 98 25 50.
I de fleste af tilfældene kører manden i en orangerød Pickup med hardtop. Manden beskrives som: 180-185 cm høj, 25-35 år, almindelig af bygning, med lyst hår og med store mellemrum mellem tænderne.