Appelsinknuser og champagneflasker i hovedet
Det har været et forholdsvis roligt nytår, melder både Hadsten Politi og Hammel Politi om. Der har dog været et par episoder, blandt andet meldes der om en del sprængte postkasser i Hadsten-området. Både private og Post Danmarks. Ved Hinnerupbadet i Hinnerup er der mellem onsdag og lørdag knust en rude i 6-7 meters højde med en appelsin. Man mener der er brugt en appelsinkanon til at ramme med. Nytårsnat havde ukendte gerningsmænd - eller drønet fra fyrværkeri - knust 12 ruder i Kvickly i Hadsten. Til de mere voldelige episoder hører et slagsmål mellem to personer i Voldum, hvor en person fik flækket tænderne, da han fik en tom champagneflaske i hovedet. På Goggen i Hadsten fik en dørmand tildelt en skalle, da han forsøgte at rydde diskoteket ved lukketid 06.30 nytårsdag. Og på Vesselbjergvej i Hadsten blev en 25-årig mand stukket af en 31-årig mand fra Hadsten, der nu er sigtet for vold og besiddelse af euforiserende stoffer. Derudover er der begået en serie af indbrud, især i Hinnerup-området.