84-årig kvinde fik hjerneblødning efter overfald
Politiet har frigivet foto af den formodede gerningsmand til røveri mod ældre kvinde, der fik en hjerneblødning efter overfaldet og er blevet lam i den ene side
Østjyllands Politi efterlyser gerningsmanden til et røveri mod en 84-årig kvinde på Øster Allé i Viby fredag 29. januar kl. 12.25.
Røveren fulgte efter kvinden fra Nordea pengeinstitut i Viby Centret til kvindens hjem på Øster Allé og overfaldte hende bagfra, da hun gik ind i opgangen.
Den ældre kvinde blev holdt for øjnene, munden og nakken og fik taget sin taske, inden gerningsmandens løb fra stedet.
Ifølge TV2 Østjylland fik den 84-årige kvinde en hjerneblødning en halv time efter overfaldet, og hun er efterfølgende blevet lam i den ene side.
Beskrivelse af gerningsmanden:
Mand, 20-25 år
Ca. 175 cm høj
Almindelig af bygning
Iført Converse sko, blå cowboybukser, rød jakke med gult og blåt mønster (nærmest som et maleri) med hætte og en kasket.
Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefon 87 31 14 48 eller 114.