Køkkenkniv stak ud af tyvs jakkeærme
En indbrudstyv blev tilfældigvis opdaget, fordi der stak en køkkenkniv ud af hans jakkeærme
En vaks ekspedient i en kiosk i Århus opdagede i går aftes, at der stak en køkkenkniv ud af jakkeærmet på en kunde. Det virkede mistænkeligt, syntes ekspedienten, som derfor alarmerede politiet.
Den tilkaldte patrulje kunne konstatere, at manden også havde en plastikpose med en bærbar pc, som han erkendte at have stjålet.
Pc'en havde han forinden stjålet fra en privat beboelse på Bülowsgade i Århus C, hvor havedøren var brudt op. Der var også stjålet en pung, men pungen og pc'en er nu tilbage hos rette ejermand.