18-årig mand truet til at udlevere mønter og mobiltelefon på Grenåvej i Århus N
Den 18-årige blev truet med tæsk af en sydlandsk udseende mand i 20'erne, da han stod og ventede på bussen
I går lørdag klokken 17.45 blev en 18-årig mand udsat for røveri, da han stod og ventede på bussen ved et stoppested på Grenåvej over for Veri Centret i Århus N.
Den 18-årige blev truet med tæsk til at udlevere 30 til 40 kroner i mønter og sin mobiltelefon af mærket Sony Ericsson C903.
Gerningsmanden beskrives som en mand af sydlandsk udseende i 20'erne og 170 til 175 cm høj. Han bar kraftige fingerringe på begge hænder og var iført en grå jakke med stor hvid tekst "LACOSTE" og stor krokodille på ryggen.
Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefon 87 31 14 48.