Politiet opruster mod Bandidos
En særlig bandeenhed hos Nordsjællands Politi skal nu forhindre, at Bandidos - eller andre bander - for alvor bider sig fast i Frederikssund
Mens Hells Angels og forskellige indvandrergrupperinger har haft travlt med at bekrige hinanden, har Bandidos ifølge Nordsjællands Politi optrappet aktiviteterne i Nordsjælland.
Blandt andet med den konsekvens, at børn helt ned til 14 år er begyndt at færdes i de grupperinger, der betragtes som supporter-grupper for rocker-gruppen. Og i efteråret 2009 kunne Lokalavisen fortælle, at det især var Bandidos-støttegruppen Devil's Pack, der var aktive i Frederikssund og hvervede unge via SMS-kæder.
Men nu skal en forstærket indsats i Frederikssund, Egedal og Frederiksværk forhindre, at de lokale grupperinger for alvor får vind i sejlene.
"Vi har konstateret, at der er flere yngre, der igennem det seneste år er blevet observeret sammen med personer med relationer til bandemiljøet. På den ene side en gruppering på relation til Bandidos, og på den anden side unge med indvandrerbaggrund i en gruppering med mere lokalt præg," siger vicepolitikommissær Finn Berndt Andersen til Lokalavisen Frederikssund.
Bande-indsatsen indebærer blandt andet, at faste politifolk skal have kontakten til værtshusejerne i området:
"Ved at have faste folk på opgaven, får de også et godt overblik over, hvilke gæster, der er. Og kombineret med vores viden om, hvem bandemedlemmerne er, og viden fra vores forebyggelsesafdeling om, hvilke unge, der er i farezoenen, vil det give os et godt redskab til at se, hvilke unge, der er på vej ind i Bandidos eller andre dele af bandemiljøet," siger Finn Berndt Andersen.
Den forstærkede indsats mod de lokale grupperinger begynder næste weekend.