Kniv på diskotek kostede fængsel
DØMT En 16-årig dreng fik forleden syv dages betinget fængsel, efter at han erklærede sig skyldig i at have haft en springkniv med på diskotek Piccadilly på Torvet i Hillerød 25. april sidste år. Drengen fortalte i retten, at han havde købt kniven, efter at han for to år siden blev overfaldet af en gruppe på Amager. Siden havde han følt sig forfulgt af gruppen, fordi han havde vidnet mod dem i retten. Ifølge hans forklaring havde han haft kniven med til en privat fest, og på grund af sin brandert havde han glemt at lægge den, inden han tog på diskotek. Retten endte med at gøre dommen betinget, fordi der var tale om et førstegangstilfælde, og fordi drengen var 15 år gammel, da episoden fandt sted. Han slipper dog ikke for at udføre 30 timers samfundstjeneste eller for at betale sagens omkostninger.