Mand stjal tequila mens han ventede på politiet
En 43-årig mand fra Ølsted kom natten til onsdag forbi Frederikssund Hallens cafeteria. Her konstaterede han, at en dør til vareindleveringen var blevet brudt op. Han kontaktede derfor politiet og lovede, at han nok skulle blive på stedet, indtil de dukkede op.
Da en person med tilknytning til hallen indfandt sig klokken 07.58 fandt han imidlertid den 43-årige mand sovende inde i cafeteriaet. Det viste sig efterfølgende, at han havde taget en flaske tequila fra hylden i cafeteriaet, og da den var tømt faldt han i dyb søvn.
Hvorvidt han havde tænkt noget-for-noget, eller om han blot var blevet træt af at vente på ordensmagten melder historien ikke noget om. Han er nu sigtet for tyveri af en flaske spiritus.
Om man vælger at frafalde sigtelsen mod den 43-årige på grund af hans hjælpsomhed vides endnu ikke. Ligesom der heller ikke er klarhed over, hvem der oprindeligt brød ind i hallen og aktiverede alarmen klokken 03.