Ung tricktyv narrede 82-årig kvinde
Ung mand udgav sig for rengøringsmand, men stak af med smykker og kontanter
En 82-årig kvinde fra Farum blev lørdag eftermiddag udsat for et tricktyveri i sit hjem på Hestetangsvej. En ung mand ringede ved 17-tiden på kvindens dør og påstod, at han skulle gøre rent i hendes lejlighed.
Den 82-årige kvinde lukkede manden ind i lejligheden, men da han var gået igen, opdagede hun, at der var blevet stjålet både smykker og kontanter, oplyser Nordsjællands Politi.
Den falske rengøringsmand beskrives som cirka 16 år, 155 til 160 centimeter høj, almindelig af bygning med blondt, bølget hår. Han var iført en sort læderjakke.
Oplysninger i sagen kan gives til Nordsjællands Politi på telefon 49 27 14 48.