Skovsvineri: Ejer har nu selv fjernet kæmpe bunke skrald
Politiet har fundet frem til ejeren af den store bunke skrald, der blev dumpet i Frijsenborgskovene.
Østjyllands Politi oplyser, at man har identificeret en »mulig gerningsmand« til skovsvineriet i skoven mellem Foldby og Haldum, der ligger 15-20 kilometer nord for Aarhus.
Her blev der mandag 13. februar om morgenen fundet et usædvanligt stort læs skrald, som indenfor det foregående døgns tid var blevet smidt på en sti i skoven. Udover almindeligt affald var der blandt andet tasker, legetøj, senge, reoler og skabslåger i bunken, der var så stor, at det ikke kunne have været på en almindelig trailer.
I første omgang lød det fra politiet, at man ikke kunne identificere en gerningsmand ud fra skraldet, og derfor efterlyste man vidner, der kunne have set noget mistænkeligt i skoven omkring gerningstidspunktet.
Skovfoged Carsten Bjerre fra Wefri, der ejer Frijsenborgskovene, oplyste til Lokalavisen, at der var fundet dokumenter med navne på i skraldet, og Østjyllands Politi har efterfølgende fundet frem til den omtalte »mulige« gerningsmand.
»Ud fra tingene på stedet fandt vi frem til en 40-årig mand fra Sabro, som har været ude at fjerne skraldet, som var hans,« fortæller Emil Enemark Sørensen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Den 40-årige mand har angiveligt ikke erkendt, at han selv skulle have smidt affaldet i skoven. Østjyllands Politi omtaler ham ihvertfald kun som en »mulig« gerningsmand, og sagen er angiveligt derfor heller ikke afsluttet endnu.
Glæder skovfoged
Skovfoged Carsten Bjerre fra Wefri bekræfter, at skraldet blev fjernet torsdag eftermiddag.
»Politiet kunne dårligt nok finde stedet igen, så jeg går ud fra, der er pænt,« fortæller skovfogeden, som ikke selv har været på stedet efter skraldet, som Wefri bevidst lod ligge i håb om, at politiet kunne finde frem til synderen, så vedkommende kunne få lov at rydde op efter sig selv.
»Vi glæder os over, at det nu er blevet fjernet, så vi slipper for selv at bruge tid og penge på at fjerne skraldet. Nu er der kommet lidt fokus på det, og folk holder måske lidt mere øje med, hvad der sker i skovene,« siger skovfoged Carsten Bjerre.
Skovgæster er dog i forvejen gode til at kontakte Wefri, når de ser svineri i Frijsenborgskovene.
»Det er dejligt, at lokalbefolkningen er opmærksom på at holde naturen ren. Det er jo ulovligt at læsse affald i skoven, og folk må gerne holde øje og for eksempel tage nummerpladen på biler, der kører med affald i skoven.«
Det er langt fra første gang, at der er skovsvin på spil i Frijsenborgskovene, hvor der tidligere blandt andet er efterladt campingvogn.
Skraldet, der nu er fjernet, er dog blandt de mere grove tilfælde af skovsvineri, som skovfogeden har oplevet. Han anslår, at man oplever tre til fem grove sager om året, som man vælger at politianmelde.
Det siger loven
Østjyllands Politi oplyser, at der er flere forskellige love i spil, når det gælder svineri i naturen: Miljøbeskyttelsesloven, ordensbekendtgørelsen og Naturbeskyttelsesloven. Det er formentlig sidstnævnte, som er gældende i den aktuelle sag.
Paragraf 28 i Naturbeskyttelsesloven lyder således:
»På fremmed ejendom må der ikke uden ejerens tilladelse henkastes eller anbringes affald eller lignende.«
Hvis det lykkes for politiet at identificere gerningsmanden, vil denne blive præsenteret for et eventuelt erstatningskrav plus en bøde for at have smidt affaldet.