Til rockertræf med 9 gram kokain gemt i instrumentbrættet
Østjyllands Politi tjekkede alle 100 deltagere i fredagens rockertræf hos Hells Angels Århus på Bryggervej i Risskov
Østjyllands Politi var til stede fra kl. 16.30, da Hells Angels fredag 18. december holdte fest - eller sammenkomst som politiet kalder det.
"Vi forsøger at lade være med at bruge ordet fest, fordi vi ikke har lyst til at reklamere for fest hos rockerne," siger politiinspektør Ole Madsen, Østjyllands Politi.
Politiet moniterede og visiterede omkring 100 mennesker, som ankom til sammenkomsten, og en narkohund snuste sig frem til ni gram kokain, som en af gæsterne havde gemt i instrumentbrættet i sin bil.
Personen bliver sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og man kunne konstatere, at to andre gæster var eftersøgt for bøder.
Opdaterer viden om banderne
"Om vi finder stoffer eller penge er ikke det vigtigste. Det vigtige er, at vi får dem moniteret og får opdateret vores viden om bandemiljøet. Vi skriver navnene op på alle deltagerne, noterer hvem der kører med hvem, og laver signalement af personerne og deres beklædning, så vi har et totalt opdateret billede af relationerne og personerne, der færdes i bandemiljøet," fortæller politiinspektør Ole Madsen.
"Vi har i en del år fulgt banderne utroligt tæt her i Østjylland. Overvågningen og moniteringen er et led i gennemførelsen af Østjyllands Politis samlede bandeindsats for at skabe tryghed og sikkerhed for borgerne."
Politiet var massivt til stede ved sammenkomsten frem til kl. 21.30, hvorefter man gik over til at føre lejlighedsvis tilsyn resten af aftenen og natten, hvor rockerne og deres gæster blev i klubhuset på Bryggervej.