Sne, regn, sol og blæst på vej
Det blandede vejr fortsætte de kommende dage
Vejret bliver noget af en blandet landhandel de kommende fem dage, og hvis meteorologerne hos DMI får ret, så kommer den til at stå på både sne, slud, regn, blæst og sol. Sneen er allerede smeltet de fleste steder, og vi skal frem mod midten af næste uge, før temperaturen igen kommer så langt ned, at der kan falde lidt hvidt ned fra himlen.
Både søndag og mandag vil temperaturen i Nordsjælland ligge lidt over frysepunktet, og mandag er der mulighed for at solen vil kigge frem en gang imellem. Til gengæld bliver det ret blæsende, og der kan også falde lidt slud- og regnbyger.
Natten til tirsdag begynder det igen at blive koldt, og temperaturen vil snige sig et godt stykke ned under frysepunktet. Natten til onsdag bliver det endnu koldere, med temperaturer omkring syv frostgrader.
Torsdag og fredag vil temperaturen ligge lige omkring frysepunktet, og der kan falde sne flere steder. Det bliver samtidig ret blæsende, og der er derfor risiko for snefygning, oplyser DMI.