To brandmænd skoldet i storbrand i Århus
Brandmænd skoldet af brændende varmt slukningsvand, der trængte igennem deres dragter
Det havde formentlig brændt længe, da to politibetjente fredag morgen kl. 6.30 opdagede en ildebrand i Frivillighuset i Mejlgade 8, hvor en række frivillige foreninger holder til.
Det var i hvert fald kolossalt varmt inde i ejendommen, fortæller Århus Brandvæsens indsatsleder Søren Rekly, og to brandmænd blev skoldet af varmt vand. Vandet var blevet så varmt, at det trængte igennem deres dragter.
Den ene af brandmændene er blevet kørt til skadestuen. Brandvæsenets indsatsleder var ikke klar over brandmandens tilstand, men ifølge politiets indsatsleder Michael Ørum Møldrup er han ikke kommet alvorligt til skade.
Der er også sprængt et fjernvarmerør inde i ejendommen, oplyser brandvæsenets indsatsleder, så der er også vandskader udover kraftige brandskader.