Stjal fyrværkeri for 7.500 kroner
Med en vinkelsliber lykkedes det tyve at bryde en metaldør op til fyrværkericontainer i Frederikssund
Tyve havde natten til tirsdag held med at bryde ind i en fyrværkericontainer ved Jem & Fix i Frederikssunds Askelundscenter. Ved hjælp af en vinkelsliber kunne tyvene skære armen til containerdøren op. Det lykkedes tyvene at stjæle i alt ti kasser fyldt med nytårsraketter til en samlet værdi af 7.500 kroner.
"Sidste år gik det ud over forretningen Thansen som også ligger her i centret. Men vi har nu garderet os i form af, at vi har fordoblet patruljeringen samtidig med, at vi har sat ekstra hængelåse på containeren", lyder det fra Rasmus Mørk, der er butikschef i Jem & Fix.