18-årig erkender at stå bag flere brande i Gentofte
En 18-årig mand fra Gentofte har erkendt at stå bag to bilbrande på Violvej og brande i en garage og en carport på Ranunkelvej
En 18-årig ung mand fra Gentofte har tilstået, at det er ham, der står bag fire alvorlige brande i Gentofte natten til søndag den 6. december. To biler, en garage og en carport var, hvad den 18-årige brandstifter nåede at antænde i løbet af ganske kort tid. Den unge mand har ved et grundlovsforhør i formiddags ved Retten i Lyngby forklaret, at han var på vej hjem fra en fest og ikke kunne finde rundt i området. På Violvej opdagede han en Saab, som han satte sig ind i. Her antændte han et Krak-kort og forlod efterfølgende den brændende bil, som blev ødelagt for omkring 10.000 kr. Længere nede ad Violvej var endnu en ulåst bil parkeret. Denne gang en Opel Vectra. Også den satte den 18-årige sig ind. Her lykkedes det ham at få antændt en spraydåse med store skader tilfølge. Udover de to bilbrande, har den 18-årige erkendt, at han samme nat antændte en garage og en carport på Ranunkelvej. Garagen udbrændte, mens det ved carporten blev ved forsøget, da den ikke kunne brænde.
Ingen i fare
Under togtet tabte den 18-årige sin mobiltelefon, og netop den har ført politiet frem til anholdelse af ham. Selv om brandene var alvorlige, har ingen mennesker ifølge politiet været i fare. "Brandene kunne have fået fatale følger. Især branden i garagen, som var sammenbygget med en villa, kunne have udviklet sig. Men heldigvis blev branden opdaget i rette tid", siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi. Politiet kender endnu ikke den unge mands motiv til de mange brande. "Ifølge hans egen forklaring handler det ikke om et hævntogt. Men det er selvfølglig omstændigheder, vi skal have undersøgt nærmere", siger vicepolitiinspektøren.